Årets Familielandbruger er fra Trespring

Prisen for Årets Familielandbruger i Sønderjysk Familielandbrug uddeles på baggrund af dygtighed eller stædighed – afhængig af, hvem man spørger.
Årets Familielandbruger er fra Trespring

Ung planteavler i Trespring modtager pris fra Sønderjysk Familielandbrug

Nataliia, Robert og datteren Frida bor i Trespring ved Tønder. Her udlever familien sin drøm om at bo på landet.

Ved den årlige generalforsamling i Sønderjysk Familielandbrug blev Robert Andersen kåret som årets Familielandbruger og modtog prisen på kr. 10.000.

Dygtighed eller stædighed?

- Robert er en ung og forholdsvis nyetableret planteavler, som er dygtig til at drive ejendommen. Han er både engageret og arbejdsom. Sådan lyder argumenterne fra Anton Schmidt, registreret revisor hos Landbrugsrådgivning Syd, som har indstillet den 35-årige planteavler til prisen.

Spørger man den beskedne prismodtager, hvad det er, han kan, så tilskriver han det stædighed:

- Jeg er nok noget stædig. Hvis jeg har sat mig et mål, så skal det bare nås, fortæller han, mens konen nikker bekræftende. Det ærgrer mig, hvis noget ikke lykkes.

Familien Andersen flyttede ind på gården i Trespring i 2014. Gården har tilhørt Roberts bedsteforældre og var dengang en ejendom med 49 ha og malkekvæg.

- Jeg har altid drømt om at komme i gang med landbrug, og så var det jo oplagt at overtage efter mine bedsteforældre, fortæller Robert Andersen. Han er uddannet landmand og har arbejdet med køer i årevis.

Robert ønskede dog ikke at starte op med så stor en gæld, som en kvægejendom kræver.

I stedet dannede han et I/S med sin far i 2012 og driver i dag 80 ha med hhv. biomajs, korn og juletræer. Robert har erfaring med juletræer fra et tidligere job og plantede det første træ hos forældrene i 2009.

I dag har de 15 ha med juletræer, primært nordmandsgran og nyplantet nobilis. De eksporteres hovedsageligt til Tyskland, men sælges også til private via forældrenes gård, der ligger blot én km fra grænsen.

Juletræerne passes og plejes for at gro rigtigt, og for at opnå den rigtige form og farve.

- Samtlige træer gås igennem minimum seks gange om året, hvor de klippes, nippes og vækstreguleres, forklarer Robert. Det klarer han og Nataliia selv, med hjælp fra Roberts forældre.

- Jeg kan godt lide at hjælpe med juletræerne, fortæller Nataliia. Hun kommer fra Ukraine, hvor landbrug typisk er meget større end her. Når hun ikke er på barsel, arbejder hun på en højskole. Robert lejer også sin tid ud til entreprenører, en svineavler og en maskinstation.

Stuehuset renoveres løbende og stalden skal erstattes af en lade inden for de kommende år. Robert er glad for sparringen hos Landbrugsrådgivning Syd, der har hjulpet med bl.a. ejendomshandel og etablering.

Familien er aktive medlemmer af Sønderjysk Familielandbrug, hvor de deltager i både sociale og faglige arrangementer og kurser.