Billeder fra Sønderjylland 1920-2020 efterlyses

Ligger du inde med billeder, kort eller tegninger fra livet på landet fra 1920 og frem til i dag? Så kan du bidrage med vigtig dokumentation af landbrugets historie og udvikling.
Billeder fra Sønderjylland 1920-2020 efterlyses

Billeder fra sønderjyske husmandssteder og landbrug efterlyses til 100 års jubilæumsskrift

- Sønderjysk Familielandbrug kan fejre 100 års jubilæum den 14. november 2020, fortæller foreningens formand, Antoni Stenger. I den anledning vil vi udgive et jubilæumsskrift med blandt andet billeder, der skildrer udviklingen af landbruget i Sønderjylland. Vi opfodrer hermed til, at sønderjyderne bidrager til skriftets tilblivelse.

Foreningen er for alle, der bor og arbejder på landet. Men sådan har det ikke altid været.

Husmandsudstykninger

- I dag favner Familielandbruget både deltidsbrug, fuldtidsbrug og hobbybrug, oplyser Antoni Stenger. Historisk var foreningen dog for de såkaldte husmænd. Derfor er vi blandt andet interesserede i historisk materiale vedrørende husmandsudstykninger i perioden omkring 1920, som vi må gengive i jubilæumsskriftet. Det kan f.eks. være luftfotos eller matrikelkort før og efter udstykning.

Billeder af livet på landet

Derudover vil foreningen også gerne have hverdagsbilleder med i jubilæumsskriftet, der skildrer livet på landet i Sønderjylland op igennem 1900-tallet og helt frem til i dag.

- Vi er også interesserede i eksempelvis billeder af markarbejde, dyrehold, bygninger, landbrugsfamilier, boligforhold, livet på landet og de daglige pligter, som hele familien har deltaget i, og stadig udfører i dag, siger formanden. Billeder fra nutiden er lige så velkomne som billeder fra fortiden, understreger han.

Er du i besiddelse af fotografier, kort eller tegninger, som foreningen må bruge i anledning af jubilæet? Eller ved du, hvor vi kan være heldige at finde egnet materiale? Så kontakt venligst Pia Erritsø Christiansen, der er koordinator på jubilæumsskriftet. Se kontaktoplysninger nedenfor.