Delegeretmøde 2020: Viceformandens beretning

Delegeretmøde 2020: Viceformandens beretning

Den 4. november 2020 løb delegeretmødet i Landbrug & Fødevarer af stablen i Herning. De fleste fulgte dog med online, enten hjemmefra eller i mindre forsamlinger ude på de lokale centre.

Den corona-ramte formand Martin Merrild måtte nøjes med at sende en videohilsen og overlod beretningen til viceformand Thor Gunnar Kofoed, som satte foden ned på vegne af minkbranchen:

Behandlingen af minkavlerne er uanstændig

- Det er uanstændigt at observere, hvordan dele af Christiansborg i øjeblikket behandler de ramte minkavlere og deres familier. De benytter chancen til at mistænkeliggøre gode mennesker og en hel branche.

- Vi vil ikke finde os i det.

- Nu er det nok. Nu lukker vi døren.

- Hverken vi eller avlerne vil hjælpe med at aflive sunde raske dyr. Og ingen fra myndighederne er velkomne, med mindre de kan fremvise en negativ coronatest.

- Samarbejdet med myndighederne har fra i dag ændret karakter. Mogens Jensen, det kan du ikke være bekendt.

Senere samme dag fulgte beskeden om, alle 13 mio. danske mink nu skal slås i løbet af den næste måned, af frygt for mutation af coronavirus.

Øvrige uddrag fra Thor Gunnars beretning:

Vandplaner og efterafgrøder

Ift. vandplanerne opfordrer Thor Gunnar politikerne til at få styr på fagligheden.

- Vi har dokumenterede løsninger på, hvad der kan blive bedre for miljøet, og så er det endda enkelt og fornuftigt at arbejde med. Lad os i fællesskab lave en rigtig og brugbar løsning.

- Lyt nu til os. Få nu styr på fagligheden. Få lavet nogle seriøse konsekvensberegninger.

- Hvorfor skal man høste umodent korn i Nordjylland, for at nå en frist for at så efterafgrøder? Det giver ikke mening. Vi taber udbytte, og vores stolte landmandskab bliver overruled af vanvittigt datotyranni.

Minivådområder standset af it-kaos

- Landmændene står i kø for at komme i gang, og så bliver vi standset af it-kaos og bliver skældt ud over, at vi ikke vil spille med. Det kræver godt nok sin landmand at holde gejsten efter det.

Konkurrencekraften skal bevares

- Hvis vi skal investere i klima- og bæredygtige tiltag, så kræver det en økonomisk stærk landbrugssektor. Det er vi ikke, hvis regeringen har taget alle pengene til nye afgifter.

- Vi landmænd er drevet af at gøre vores bedste, og gøre det bedre, hver eneste dag. Grundstenene i den danske succes er rådgivningen og andelsselskaberne. Vi konkurrerer på verdensmarkedet i godt 200 lande, men vi konkurrerer også herhjemme i supermarkedet og på den lokale restaurant. Hvis ikke vi leverer kvalitet til den rigtige pris, så køber grossisterne bare ind i Paraguay, Polen og Asien istedet.

Pia Erritsø Christiansen

Pia Erritsø Christiansen

Kommunikations- og marketingansvarlig

Telefon
7374 2105
Mobil
3016 2105
E-mail
pec@lrs.dk
Specialer
  • Kommunikation