På besøg i marken

På besøg i marken

De økologiske køer er for længst sat på græs. Det sker midten af april måned med stor omtale, glade mennesker og ellevilde køer, der springer rundt.

Det er ikke kun køerne der springer rundt, det gør vores planteavlskonsulenter også. På kontoerne er der gang i den med diverse ansøgninger og papirarbejde - men længslen efter at komme ud i marken og rode lidt i jorden, se afgrøderne samt have den gode snak og dialog med landmændene i den friske luft, er noget vores planteavlskonsulent Aksel Nielsen har set frem til lige siden maskinerne begyndte at brumme i marken.

Aksel blev kontaktet af landmand, Niels Madsen Fuglehave fra Sydfyn. Han ville godt have et markbesøg og lidt sparring angående hans hvede - om den evt. skulle vækstreguleres. Niels Madsen Fuglehave har en svineejendom og svinene er nu sat ud for hans part – og alligevel ikke. For han lejer staldene ud til en anden svineproducent, og i dag er han ansat til at passe svinene på gården, samtidig med at han driver ejendommens 55 ha med havre, hvede, vårbyg, vinterbyg og vinterraps.

Når Aksel går i marken med landmanden, så kigger de blandt andet på, hvordan planterne har det fysisk. Står marken som den skal? Har strategien for gødskning holdt efter planen? Er der behov for vækstregulering eller andre tiltag der kræver handling? Der laves en rapport om besøget. Den er til glæde for begge parter, så de kan se hvad der er aftalt fra år til år. En sparring, der er vigtig for en konsulents arbejde, men også for landmanden.

I Niels tilfælde var formålet med markbesøget, at han manglede sparring omkring evt. vækstregulering i hvedemarken. Ifølge Aksel og Niels i deres gødningsplan, har marken fået lidt mindre gødning i første omgang. Dernæst er der kørt gylle ud d. 22. april, og der forventes at skulle gødes en gang mere i primo maj.

Konklusionen på besøget var, at marken ser rigtig godt ud med sunde planter. Så med den gødningsstrategi de har lagt sammen, forventer de en vækst, der giver stærke og opretstående strå. Derfor var der enighed om, at vækstregulering ikke var nødvendigt.

Har du brug for markrådgivning, markplaner eller har du spørgsmål til din bedrift? Så er du velkommen til at kontakte os på 73 74 20 20 eller ring til vores chefkonsulent Rikke Kyhn på 73742041.