Søren Søndergaard ny formand i L&F

- Hvis ikke vi går forrest er der ingen, der går med os, siger Landbrug & Fødevarers nye formand.
Søren Søndergaard ny formand i L&F

Tillykke med valget som formand i Landbrug & Fødevarer til Søren Søndergaard, der i eftermiddags modtog stående applaus i Herning.

Søren Søndergaard er ud af en landbrugsfamilie og husker milepælene i udviklingen fra sin barndom. Han er vokset op i blå kedeldragt og har siddet med i mejetærskeren, siden han blev født.

- Familien er mit anker og sammen med min hustru er vi et stærkt hold, både når det regner, hagler og når solen skinner.

De skiftende vejrlig er også noget, han er meget bevidst, om at han kommer til at opleve som formand i L&F. Knap var klapsalverne i Herning færdige med at runge, før formanden blev kastet i ilden og måtte annoncere et pressemøde kl. 16, hvor det blev offentliggjort, at alle danske mink skal aflives.

- Vi vil gerne forandre, sagde Søren i sin tale forud for valget, men vi vil behandles ordentligt. Bliver vi ikke det, gør vi højlydt protest.

L&F skal fortsat samle landbruget

- Vi skal være helt tæt på medlemmerne og alle danske landmænd. Landbrug & Fødevarer skal fortsat være dem, der samler dansk landbrug. Med faglighed skal vi anvise kloge løsninger.

- Vores erhverv er gammelt, men vi er drevet af at tænke nyt. Vi har alle forudsætninger for at være en del af løsningen på mange af fremtidens udfordringer, understreger den nyvalgte formand.

- Vi kan sikre, at verdens befolkning får sunde danske fødevarer. Vi kan lagre kulstof for at gavne klimaet. Vi kan skabe biodiversitet, så vi kan aflevere jorden og klimaet til næste generation i bedre stand, end da vi modtog den. Det er det, vi skal fortælle.

- Hvis ikke vi går forrest er der ingen, der går med os.

- Jeg ved, at forventningerne til mig er store. Jeg vil arbejde både i 40 graders varme og silende regn, for at indfri dem, sluttede Søren Søndergaard.

Pia Erritsø Christiansen

Pia Erritsø Christiansen

Kommunikations- og marketingansvarlig

Telefon
7374 2105
Mobil
3016 2105
E-mail
pec@lrs.dk
Specialer
  • Kommunikation