dtHome = Landbrug
dtRootHome = Landbrug

dtRoot = LRS
  •  
   
Planteavlspraktikant får masser af praktisk erfaring
  23 mar 2020

25-årige Trine Ahlberg Lund er i praktik hos Landbrugsrådgivning Syd. Praktikopholdet er en vigtig og værdifuld del af den 2-årige uddannelse til jordbrugsteknolog.

En del af teamet

- Det er mega spændende at være i praktik hos Landbrugsrådgivning Syd, fortæller Trine. Her føles trygt og rart. Jeg føler mig som en kollega og en del af teamet. Vi kan have en faglig diskussion som ligeværdige, og planteavlskonsulenterne lytter og lader mig byde ind med erfaring fra min uddannelse.

Værdifuldt netværk

Praktikken varer i tre måneder, hvor Trine også deltager på relevante kurser og fora for alle planteavlskonsulenterne i Landbrugsrådgivning Syd.

- Dagen efter praktikstart var jeg med på plantekongres, hvor jeg mødte konsulenterne fra de andre kontorer, fortæller Trine, der til dagligt er tilknyttet kontoret i Varde. Jeg er også med til de ugentlige videomøder i planteavl, hvor der videndeles og gøres status på tværs af de seks kontorer.

- Praktikken giver mig adgang til kontaktpersoner i det store netværk inden for landbrugsrådgivning. Det er vigtigt, fordi jeg gerne vil arbejde som planteavlsrådgiver, når jeg er færdig med uddannelsen til sommer.

I modsætning til de fleste af sine studiekammerater, har Trine ikke en baggrund i landbruget. Derfor bruger hun aktivt praktikken til at suge viden til sig om både kunder, planter og rådgivningsbranchen. 

Masser af praktisk erfaring

- Praktikken giver mig en masse praktisk erfaring. Jeg er med ude til kundemøder med forskellige konsulenter og ser, hvordan de møder de kunderne. De har hver deres måde at gøre det på, og er gode til at fornemme kundens behov og hvilke type, kunden er, synes Trine.

- Jeg får lov at løse opgaver selvstændigt. Det er fedt, at jeg får lov til så meget. Blandt andet laver jeg mark-/gødningsplaner, sprøjtejournaler og hektaransøgninger, fortæller Trine. Min kontaktperson tjekker det igennem bagefter og er god til at give feedback. Han er også god til at hjælpe med input til min afsluttende eksamensopgave.

En god anbefaling

Trine søgte praktikplads hos flere rådgivningsselskaber. Hun fik anbefalet Landbrugsrådgivning Syd af en medstuderende, og den anbefaling er hun glad for.

- Det er en overskuelig virksomhed, hvor det er nemt at finde ud af, hvem man skal tale med, synes Trine.
Og så er det dejligt, at de har haft praktikanter før. De ved godt, at man skal igennem forskellige ting. Jeg har en dedikeret kontaktperson, som sørger for, at der er styr på det og sikrer, at jeg kommer igennem det hele, slutter Trine.

Prioriterer praktikanter

Hos Landbrugsrådgivning Syd er det en selvfølge at tage praktikanter ind i de forskellige driftsgrene.

- Vi ser det som en vigtig opgave at lære dem op, som er på vej ind i erhvervet, siger Rikke Kyhn, chefkonsulent. Vi gør en del ud af at få praktikanterne med i så meget som muligt, så de ved, hvad jobbet indebærer. Dermed kan de også bedre træffe valg om det er den vej, de skal vælge, og så er de klædt rigtig godt på til et job som planteavlskonsulent, mener Rikke. 

- Med glimt i øjet, så hænder det jo, at vi skal bruge en ny konsulent hos Landbrugsrådgivning Syd, og så er det godt, at de kender teamet og arbejdsgangene.

Trine Ahlberg Lund synes at praktikken hos Landbrugsrådgivning Syd er mega spændende.