Det Sønderjyske Dyrskue 2025

Det Sønderjyske Dyrskue 2025

Besøg Sønderjysk Familielandbrug på standplads E19 (LRS) på Det Sønderjyske Fællesdyrskue i Aabenraa

Igen i år står vi klar i Sønderjysk Familielandbrug sammen med Landbrugsrådgivning Syd til at byde jer velkommen til standplads E19 på det sønderjyske fællesdyrskue den 23. & 24. maj i Aabenraa. Vi er klar til at byde jer alle velkommen i vores telt, hvor vi i 2025 vil have fokus på to særligt aktuelle emner: Den Grønne Trepart og EU’s omfordelingsstøtte.

Vi står klar med informationsmateriale om Den Grønne Trepart fra Landbrug & Fødevarer og mulighed for en personlig drøftelse af muligheder og konsekvenser for erhvervet.

I Sønderjysk Familielandbrug har vi sammen med de tre andre Familielandbrugsforeninger i Region Syddanmark, senest den 7. maj på en konference med paneldebat på Christiansborg, foreslået en justering af EU’s omfordelingsstøtte til små og mellemstore landbrug i Danmark. Ønsket er, at de mindre landbrug hurtigst muligt skal kunne få en mere fair del af disse midler – på linje med de mindre landbrug i alle andre EU-lande – på nær Malta og Danmark. Også dette emne står bestyrelsesmedlemmer klar til at drøfte med de besøgende på standen.

Som en særlig aktivitet kommer dyrskuets hovedtaler – Folketingsmedlem Kris Jensen Skriver fra Socialdemokratiet forbi vores stand – fredag den 23. maj fra kl. 14.00 til 15.00. Her kan man få sig en snak med en folketingspolitiker, som har stor interesse i at høre om landbrugserhvervets barrierer og muligheder.

Kris Jensen Skriver - Fotograf Marie Hald

Derudover får vi besøg af Asger Christensen, medlem af Europa-Parlamentet, i vores telt kl. 15.00 fredag. Her vil der være mulighed for at drøfte aktuelle EU-relaterede emner og høre mere om hans arbejde for landbruget i Europa.

Som altid vil vi have aktiviteter i eller omkring teltet for de mindste, så vi tilgodeser hele familiens oplevelse på årets dyrskue.

Har du lyst til at komme forbi til en snak om Den Grønne Trepart, EU’s omfordelingsstøtte eller noget helt andet? Så står vi klar til at tage imod dig den 23. & 24. maj på dyrskuepladsen i Aabenraa.

Køb billetter til årets dyrskue her. Dagsbillet - 2025 - Dyrskuet.dk