Kritik af ministerens udtalelser i LandbrugsAvisen d. 12. juni 2026
Kritik af ministerens udtalelser i LandbrugsAvisen d. 12. juni 2026
Udtalelserne fra minister Christian Rabjerg Madsen i Landbrugsavisens artikel af 12. juni 2026 “Minister anerkender ikke kritik: Landbruget famler ikke i blinde” rejser et alvorligt retssikkerhedsmæssigt problem.
Ministeren mener, at landbruget skal omlægge deres bedrifter og indrette sig efter et udkast til lovforslag, der har været i høring, men endnu ikke er fremsat i Folketinget.
Ministerens holdning strider mod et helt grundlæggende princip i dansk ret. Nemlig at det er vedtaget lovgivning i Folketinget eller udstedte bekendtgørelser, der gælder.
Ikke lovudkast, høringsmateriale eller politiske intentioner.
1. Ministerens argument om “kendt indhold” er retsligt uholdbart
Ministeren mener, at fordi udkastet til lovforslag har været i høring, så er indholdet velkendt for landbruget, også selvom det ikke er vedtaget i Folketinget:
”Hvis vi kigger på processen og jordbrugernes berettigede forventning om at kunne planlægge, så er det sådan, at landbrugenes foreløbige udledningsgrænser vil blive offentliggjort inden sommerferien. Lovforslaget har været i høring, så indholdet er velkendt, også selvom det ikke er vedtaget i Folketinget, siger Christian Rabjerg Madsen”
Det er en bemærkelsesværdig udtalelse. At et lovforslag har været i høring, gør det ikke til gældende ret.
Et lovforslag kan ændres markant under forhandlingerne, blive udskudt eller ændret under behandlingen i Folketinget. At hævde, at landbruget ikke “famler i blinde”, fordi de kender et udkast, er at forveksle politiske hensigtserklæringer med faktisk lovgivning.
I Danmark er det Folketingets vedtagne lov, der skaber retlige forpligtelser. Ikke ministerens forventninger til, hvad der kommer til at stå i en endelig lov.
2. Landbruget bliver bedt om at planlægge efter ikke-eksisterende regler
Artiklen beskriver, hvordan landbrugere allerede i 2026 skal planlægge efter en kvælstofregulering, der først træder i kraft i 2027 og som endnu ikke er vedtaget. Ministeren afviser kritikken med henvisning til, at:
“Der er ingen overraskelser på den front. Det er kendt stof.”
Men det er netop pointen. Det kan ikke være kendt stof, før Folketinget har vedtaget det.
At bede en hel sektor om at planlægge efter noget, der endnu ikke eksisterer som lov, underminerer retssikkerheden og skaber præcedens for, at politiske hensigtserklæringer, udkast til lovforslag og løse aftaler kan erstatte formel lovgivning.
I Danmark laver vi ikke markplaner på gætværk, og vi driver ikke et retssamfund efter udkast til lovforslag. Minister Christian Rabjerg Madsen nævner slutteligt, at:
”Jeg vil sige, jeg har nydt læselampens skær noget mere end den tidlige sommersol. Jeg er ikke ekspert endnu, men heldigvis har jeg et system, som er det”
Man må derfor anbefale ministeren at bruge lidt længere tid under læselampens skær, her kunne ministeren med fordel inddrage Grundlovens bestemmelser om lovgivningsprocessen.
Lovgivning vedtages i Folketinget, ikke i ministerens kalender.
Afsender:
Jurist og ejendomsrådgiver: Kristoffer Lebech
Planteavlschef: Laust Stenger