Ravning Projektet: Første spadestik i Vejle Ådal

Ravning Projektet: Første spadestik i Vejle Ådal

Ravning Projektet: Første spadestik i Vejle Ådal

Fredag den 22. august blev Ravning Projektet officielt skudt i gang, da minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, tog det første spadestik. Projektet er det første konkrete projekt under den lokale Grønne Trepart i Vejle og markerer starten på en stor indsats for klima, miljø og natur.

Ravning Projektet dækker et areal på 453 hektar i Vejle Ådal – fra Vingsted til Runkenbjerg – og involverer hele 48 lodsejere. Det er et forbillede på, hvordan et stærkt samarbejde mellem lodsejere, landbrug, naturorganisationer og kommune kan skabe resultater til gavn for både klima og natur.

Hovedindsatser i projektet

  • CO₂-binding: Kulstofrige lavbundsjorde tages ud af drift, hvilket forventes at reducere udledningen med ca. 4.373 tons CO₂-ækvivalenter om året.

  • Kvælstofreduktion: Udledningen af kvælstof til Vejle Fjord reduceres med knap 5 tons årligt.

  • Naturlig hydrologi: Dræn, rørlægninger og grøfter fjernes, og 10 tilløbsbække samt 16 delstrækninger af Vejle Å genslynges. Åen bliver 1,5 km længere end i dag.

  • Mere natur og biodiversitet: Projektet skaber sammenhængende naturområder med nye levesteder for planter, insekter, fugle, fisk og dyr.

Et vigtigt eksempel på udtagningsprojekter

Ravning Projektet er støttet af statens Klima-Lavbundsordning og indgår i Vejle Kommunes Klimaplan. Det viser, hvordan frivillig lodsejerdeltagelse og god dialog er afgørende for at gennemføre udtagningsprojekter, der både løser klimaudfordringer og styrker naturen.

Som rådgivningshus ser vi projektet som et godt eksempel på, hvordan udtagningsprojekter kan realiseres i praksis.

Læs mere om Ravning Projektet på Vejle Kommunes hjemmeside.