Spar bøvl og bekymringer med en forpagtningskontrakt

Forpagtningskontrakter sparer både bøvl og bekymringer

Planteavlskonsulenten og juristen hos Landbrugsrådgivning Syd anbefaler at lave forpagtningskontrakter for at undgå problemer og uoverensstemmelser med dokumentation, ansvarsfordeling og betaling.

Mange landmænd kan sagtens blive enige om et forpagtningsforhold. Med tillid til hinanden, og ønske om at spare konsulenttimer, indgås aftaler om forpagtning ofte mundtligt eller med kun det allermest nødvendige skrevet ned.

Det kan dog give udfordringer, oplever både planteavlskonsulent Søren Boisen Wind og jurist Line Østerby-Jørgensen, Landbrugsrådgivning Syd.

- Forholdet til modparten er ofte bedre, hvis der er aftalt rene og klare linjer fra starten, erfarer Line Østerby-Jørgensen. Derudover koster det både nattesøvn og ekstra kroner, når aftalen laves på bagkant i stedet for på forkant.

Råderetten skal kunne bevises

Planteavlskonsulenten ser mange forskellige forpagtningsaftaler i sit arbejde, både de mundtlige og de nedskrevne. Generelt er det bedst at have en professionel udarbejdet kontrakt, både i forhold til dokumentation samt ansvarsfordeling. 

- Vi modtager jævnligt høringsbreve, hvor det skal bevises, at ansøgeren til grundbetaling har råderet over arealet, fortæller Søren Boisen Wind, Landbrugsrådgivning Syd. Der skal enten foreligge en kontrakt eller en kvittering på, at der er betalt jordleje.

Vedligehold af dræn og læhegn

Det er en god ide, at et forpagtningsforhold omfatter en klar aftale om vedligehold af dræn og læhegn, lyder anbefalingen fra planteavlskonsulenten.

- Det er ikke alle forpagtere, som er lige gode til at vedligeholde drænene, erfarer Søren Boisen Wind. Det bliver mere og mere vigtigt, jo mere ekstreme vejrforhold, vi oplever.

- Læhegn holder de fleste, da det areal, der er støtteberettiget, bliver bestemt ud fra luftfoto. Her kan det godt koste et par meter, hvis læhegnene ikke er klippet, fortæller planteavlskonsulenten.

Ansvar for jordens tilstand

En anden væsentlig ting, som ofte er udeladt i forpagtningskontrakter, er ansvaret for at holde jorden ved lige med kalk og næringsstoffer samt konsekvensen ved at undlade det.

Der bør tages jordprøver både ved forpagtningsaftalens indgåelse og ophør, ifølge Søren Boisen Wind.

- Jordprøverne viser reaktions-, fosfor-, kalium-, og magnesiumtallene, som jo har stor indflydelse på jordens tilstand og dermed muligheden for udbytte.

- Få et krav om jordprøver ved udløb af kontrakten skrevet ind i kontrakten, samt hvad der skal ske, hvis tallene ikke er, som da kontrakten blev indgået, anbefaler han.

Klare aftaler om betaling og evt. udeblivelse

Line Østerby-Jørgensen har erfaret, at behovet for en forpagtningskontrakt typisk opstår, når forholdene hos den ene af parterne ændrer sig.

- Hvis forpagter rammes af dårlig økonomi, bliver bortforpagter typisk bekymret for, om næste forpagtningsafgift kommer ind på kontoen, fortæller Line Østerby-Jørgensen. Derfor bør det aftales på forhånd, hvor ofte der skal ske betaling.

- Er man usikker på forpagters økonomiske formåen, er betalinger en eller to gange om året ikke en optimal løsning, understreger hun. Samtidig giver det en tryghed, at kontrakten beskriver, hvad der kan kræves, hvis betalingerne ikke overholdes. Det kan også overvejes, om der skal stilles sikkerhed for forpagtningsafgiftens betaling, eller om der skal søges transport i EU-udbetalingen, så EU-støtten udbetales direkte til Bortforpagter.

Uklare forpagtningsforhold vanskeliggør ejendomshandel

Som ejendomskonsulent medvirker Line Østerby-Jørgensen ofte ved køb og salg af landbrugsejendomme.

- Det kan være utrolig vanskeligt at sælge en ejendom - eller utrygt at erhverve en ejendom - hvis der er et forpagtningsforhold, som ikke er tydeligt beskrevet. En eventuel køber kender måske ikke den flinke nabosøn, som forpagter jorden. Det kan derfor være forbundet med stor usikkerhed at overtage en ejendom, hvor du ikke ved, hvornår jorden er til din rådighed eller hvornår du kan forvente betalinger.

En professionel forpagtningskontrakt sikrer, at de sædvanlige faldgruber bliver drøftet, inden forpagtningsforholdet indgås. Dermed ved du, hvad der gælder, hvis der bliver uoverensstemmelser, usikkerheder eller lignende, slutter Line Østerby-Jørgensen.

Du er altid velkommen til at kontakte en af juristerne hos Landbrugsrådgivning Syd, der har stor erfaring med udfærdigelse af forpagtningskontrakter.

Du finder os på seks rådgiverkontorer i Odense, Svendborg, Løgumkloster, Varde, Vejle og Ry.

Line Østerby-Jørgensen
Ry
Vejle
Odense
Svendborg
Løgumkloster

Line Østerby-Jørgensen

Jurist og ejendomsrådgiver

Telefon
7374 2160
Mobil
3016 2160
E-mail
loj@lrs.dk