Familielandbruget LRS - Vejle: Vi er med i et nyt partnerskab, der skal forbedre vandmiljøet i Kolding Fjord og Lillebælt
Nyt partnerskab skal forbedre vandmiljøet i Kolding Fjord og Lillebælt
Familielandbruget LRS – Vejle, Spiras, BlueKolding og Kolding Kommune har underskrevet en partnerskabsaftale, der skal give førstehjælp til Kolding Fjord og Lillebælt. Indsatserne i partnerskabet skal først og fremmest reducere udledningen af kvælstof i vandmiljøet.
Trods de senere års store fokus på at opspore og minimere kilder til de store mængder næringsstoffer, som kvælstof og fosfor, der bliver udledt i fjorden og bæltet, er det ikke for alvor lykkedes at stoppe udledningen og forbedre vandmiljøet.
Landbrugsforeningerne Spiras, Familielandbruget LRS – Vejle, forsyningsselskabet BlueKolding og Kolding Kommune forener derfor kræfterne i et nyt samarbejde, kaldet Klima- og Fjordpartnerskabet. Aktuelt er der igangsat omkring 15 lavbundsprojekter og vådområder i Klimapartnerskabet. Projekterne omdanner landbrugsarealer til naturområder for at nedbringe udledningen af drivhusgasser og reducere kvælstof til vandmiljøet.
Med den nye konstellation er de fire parter klar til at gribe udmøntningen af den grønne trepartsaftale, der blev indgået i Folketinget i juni og som kort fortalt har som mål at omlægge 390.000 hektar landbrugsjord til skov og natur i form af 140.000 ha lavbundsareal og 250.000 ha skovrejsning.
I BlueKolding er bestyrelsesformand Tobias Jørgensen glad for, at forsyningsselskabet er blevet en del af partnerskabet.
- I et samarbejde vil vi kunne opnå langt mere, end vi kan hver for sig. Det kan vi, fordi vi bringer unikke kompetencer sammen, og det er min overbevisning, at en helhedsorienteret tilgang vil være til fordel for vandmiljøet, fortæller Tobias Jørgensen.
Fra formanden for Familielandbruget LRS – Vejle, Niels-Henrik Keinicke, lyder det:
- Vi ser rigtig gode perspektiver i aftalen, og vi vil gerne bidrage med gode løsninger og faglig viden til den fælles målsætning om en ren fjord. Vi vil arbejde for, at arealanvendelsen kan bidrage og bruges til mere end en ting til gavn for alle, siger Niels-Henrik Keinicke.
Partnerskabets styregruppe og embedsmænd har været samlet for første gang for at sætte underskrifter på partnerskabsaftalen. Næste skridt er at sammensætte en arbejdsgruppe af fagmedarbejdere, der skal iværksætte de første fælles indsatser.
Læs hele artiklen her: ARTIKEL
Foto: Kolding Kommune.